En helt særlig kystlinje
Vordingborg kommunes kystlinje er noget særligt. For det første er den med sine 385 km den længste i Danmark. For det andet er den fantastisk varieret og rummer alt lige fra hyggelige fjorde og vige domineret af strandenge og rørskove, brede sandstrande med hvide klitter, skove helt ud til kysten samt stejle kystklinter af ler og kridt med strande fulde af sten og fossiler. Heriblandt finder man en af Danmarks største naturseværdigheder, Møns Klint, som er berømt for sine kridtflader og dramatiske udformninger og historien om Danmarks fødsel under istiderne.
Havet er næsten allestedsnærværende hvor end man bevæger sig på Sydsjælland, Møn og de omkringliggende øer, og med til beskrivelsen af kystlinjen hører også de mange broer, dæmninger samt talrige hyggelige havne.
Langs Vordingborg Kommunes smukke og varierede kystlinje findes et væld af værdifulde naturområder. Mange af disse områder ligger i såkaldte Natura 2000-områder, som er et netværk af europæiske naturområder, hvor EU-landene har en særlig forpligtigelse til at beskytte og forbedre naturen. Dette gælder eksempelvis hele kysten fra Præstø Fjord over Jungshoved og Stege Bugt, gennem Ulvsund, til og med Grønsund.
Kysten i Østdanmark