Præstø - den charmerende købstad
Præstø blev grundlagt engang i 1200 tallet og var dengang en ø ejet af en munkeorden – heraf navnet. I dag er Præstø med sine mange fine huse fra 1800 tallet indbegrebet af købstadsidyl med hyggelige brostensbelagte torve og gårdmiljøer. Præstø har en smuk beliggenhed op til fjorden og et idyllisk, velbevaret bybillede med Frederiksmindeanlægget, Fjordstien og kirken som en smuk afrunding.
En historisk by
Præstø betyder "Præsternes Ø", og byens smukke kirke fungerede som klosterkirke for Antonittermunkeordenen, der fik den foræret af Kong Christian d. 1. i 1470. Det var også her at Carit Etlars roman om Gøngehøvdingen foregik. Ifølge overleveringen var det mellem Maderne og Roneklint, at Ib, Gøngehøvdingens ven og næstkommanderende, lokkede de svenske dragoner ud på isen, som brast under dem. Resterne af "Roneklint Batteri" og "Svend Gønges hule" kan opleves her.
Fransk forår i Præstø
Hvert år midt i maj måned forvandles Præstøs brostensbelagte gader frem til Frederiksmindeanlægget til et fransk marked med små caféer og boder der sælger ægte franske og lokalt fremstillede specialiteter.
Feriehusene ved Præstø
De fleste af feriehusene ligger øst for Præstø på halvøen Jungshoved. Her finder du områderne: Roneklint, Bønsvig og Bøged. I områderne findes bademulighed ved kysten, men ofte er stranden dækket af enten siv eller sten. Hvis du vil bade, er der en fin badestrand med badebro ved Præstø by.